Overalt i landet

Lige præcis denne morgen kørte jeg ind fra mit hjem ved Vesterhavet til mit kontor i Vestervig, hvor jeg er en del af et nyt aktivt hus i det meget vestlige Danmark. I radioen blev der snakket om elbiler og hvad der skal til, for at få flere af slagsen over hele Danmark. Man havde tal som, at en elbil kunne køre cirka 150 km. om dagen og det dækkede cirka 95% af alle danskeres normale kørselsbehov pr. dag.

Disse kilometer kunne man sagtens oplade over en nat via et almindelig elstik fra eget hus eller arbejdsplads. Hvis det skulle ske hurtigere, skulle man bruge en af de 2 ladestationer, der i dag findes i Danmark. Og i den forbindelse ville flere organisationer gerne se, at der skulle oprettes ladestationer “overalt i landet”. Dejlig tanke og specielt dejligt når direktøren i Better Place – en organisation, der arbejder for udbredelsen af elbiler – kunne oplyse at man arbejder på, at opstille ladestationer “overalt i landet” med max. 65 kilometer mellem hver station, så alle kunne køre hvor som helst i landet. Og der var ikke forbehold – det var i HELE landet!

Mens dette interview står på, kan jeg se at min benzintank er ved at være klar til endnu en påfyldning og her i området betyder det, at der skal sagtens skal køres 15 kilometer, før en tank dukker op.

Nu er det spændende om det med det 65 kilometer vil komme til at være gældende “overalt i landet” eller om “overalt i landet” også denne gang gælder østdanmark.

Hvis vi nu antager, at det også denne gang er østdanmark der måles på (vi er jo rimelig vant til, her i det vestlige, at vi ikke tæller med i den slags informationer), så vil os i det vestlige sikkert blive nødt til at fortsætte med at køre i benzin- og dieselbiler, for vi kan ikke nå fra ladestation til ladestation og vi skulle vel også gerne køre andre steder end lige mellem selve ladestationerne.

Hvad sker der så når en kommende regering konstaterer, at der er opstillet elladestationer “overalt i landet” og at dem der ikke kan finde ud af at køre elbiler skal straffes med højere benzinpriser, højere afgifter eller andet fortræffeligt for at få de sidste vantro til at køre i elbiler?

Så får det vestlige Danmark endnu et hak i tuden  og må endnu engang konstatere, at vi ikke bare er en nationalpark, vi er også et menneskeligt experimentarium. Hvis vi så kunne få status af reservat, så kunne vi selv bestemme vores regler og politik. Det bliver nok ikke tilfældet.

Så lad os nu se om fremtiden igen vil velsigne os med samme skævvridning som fx. den der sker med togtrafik og veje. Landets største fiskerihavn som ligger i Hanstholm, har nok landets værste landlogistik på grund af vejen og det er faktisk i Hanstholm man planlægger et stort bølgeenergicenter. Allerede nu har en del bølgeenergiselskaber store prototyper i gang og denne udvikling har voldsom fart på, så – jo – vi skal nok forsyne en del af elnettet med den nødvendige energi til ladestationer.

Vi vil så gerne være en del af “overalt i landet” og lige nu åbner jeg mit kontorvindue og nyder luften fra Vesterhavet og det smukke syn af de mange vindmøller!

Fremtidens virksomheder tilhører kvinderne!

Virksomheder der ledes af kvinder er fremtiden.

Sådan tror efterhånden flere og flere fremtids- og trendsforskere.
Det er selvfølgelig en subjektiv betragtning og alligevel så er der flere ting der tyder på, at det går den vej.

Kvinder tænker tit og ofte langt mere holistisk og empatisk end mænd og i dag, hvor store produktioner ligger i andre dele af verden, end der hvor vi bor, er der brug for helt nye måder at tænke på, at lede virksomheder på, at skabe sammenhæng i samfund, mennesker og arbejde til gavn for det hele menneske – kvinde og mand.

Fremtiden tilhører dem, der tænker, at vi arbejder “sammen med” og ikke “arbejder for” nogen. De organisationer, der udelukkende tænker med venstre hjernehalvdel og dermed er stærkt styrende i traditionel forstand, vil opleve at få det sværere og sværere og de virksomheder, der kan få højre og venstre hjernehalvdel til at spille sammen og der igennem udvikle et værdifuldt samarbejde, vil finde en ny plads på landkortet over fremtidens virksomheder.

Det betyder faktisk, at der i dag forestår et stort arbejde for eksisterende virksomheder, der styrer efter venstre hjernehalvdel, at få drejet fokus over på hvordan man kan forny en eksisterende gammel virksomhed, uden at miste fodfæste.

Hvor ville det være forfriskende at se en eksisterende virksomhed med sund økonomi, lave et fuldkomment turn around og bruge det overskud, der findes for nuværende, til at skabe en ny platform uanset, at det kan koste store summer i de år der følger. Det skal selvfølgelig ske ud fra den betragtning, at man sikrer virksomheden en levedygtighed, der rækker meget længere end den, der umiddelbart er udsigt til i dag.

Den type turn around for en virksomhed, vil i praksis kun kunne lade sig gøre, hvis man ser i øjnene, at mindst halvdelen af ledelsen skal bestå af kvinder. Og her er det vigtigt at bemærke, at ansættelsen og værdisættelsen af disse kvindelige ledere ikke skal ske ved den traditionelle tænkning, hvor man tester og analyserer efter de sædvanlige parametre, som venstrestyrede hjerner plejer.

Der ses i tiden velmenende personer, ledere som politikere, der rigtig gerne vil udtrykke social ansvarlighed og derfor sætter sig sammen i den type netværk. Det er dog meget bemærkelsesværdigt, at der til tider er et fuldkomment fravær af kvinder i disse forums. “Hvorfor?” kunne man måske spørge og det til må svare vel egentlig være, at disse forums blot er endnu et forsøg på at skabe en styret enhed med et veldefineret mål og formål.

Det er allerede på forhånd dømt ude, da det blot er en gammel måde at styre en ny idé. Innovation og idéer har det bedst under sprudlende former, med intuition som en af de vigtigste parametre at agere under – og igen har vi her en stor værdi at trække på hos kvinder.

Spørgsmålet er vel egentlig, hvornår vi mandlige ledertyper forstår, at træde tilbage, kaste vores værdier og hjernehalvdele i samme pulje som kvinderne og så trække et ligeværd op hatten, hvor vi begynder at “arbejde sammen” i stedet for at “arbejde for”.

Se denne lille video fra Anne Lise Kjær, London, der forsker i det hun kalder “Trend Mapping” og Anne Lise Kjærs klientliste er fornem og er garanti for, at det hun siger rent faktisk er værdsat af store internationale virksomheder.

Se Anne Lise Kjærs website www.kjaer-global.com

den avis gør mig glad!

dagbladet information er en god avis – det kan jeg lige så godt melde rent ud. den avis har formået at flytte flere indre grænser end tykke jyllands posten eller berlingske nogensinde kan komme i nærheden af. her skal du dæleme begynde at tænke selv og du skal også selv stave dig igennem artiklerne. her er ingen tegneseriementalitet, hvor noget der gør sig ud for at være sandheden, bliver hevet frem som en bombe fra en redaktørs turban.

senest tog dagbladet information fat i problematikken med de mennesker, der var blevet nægtet statsborgerskab, fordi en minister ikke lever op til sit hverv. at kunne fremture så meget i aviserne og kunne være så vredladen og ellers klappe i som en østers, når det passer ind i krammet, det er godt nok ikke i demokratiets ånd. den slags mentalitet ligner til forveksling mere en gammeldags, vred værkfører i sit bur, end det ligner et åbent og ordentligt ministerium.

vi behøver ikke være blødsødne og uden rygrad, vi skal bare vide hvordan og hvornår det er ordentligt at stramme op og ned.

den gode forfatter carsten jensen efterlyser journalistik, der kan fjerne ministre. ikke som et nødvendigt resultat af alt hvad der bliver skrevet, snarere som et mål at gå efter, når demokratiet bliver en lukket legeplads for de indviede. ja jeg er jo ikke så naiv at tro, at alting ikke hænger sammen og for det er efterhånden gået op for mig, at man kun kan blive til noget i dette samfund, hvis man læner sig op af det rigtige sociale netværk. faglighed og dygtighed er ikke en evne der sættes så meget pris på i dag. hvis du kan hævde dig, hive de rigtige med op ad trappestigen og eller knægte dem, der tror på menneskelighed og retfærdighed, så er du allerede godt på vej. sådan fungerer sociale netværk også.

hvorfor er det egentlig lige, at medlemmer af dansk folkeparti synes det er så pragtfuldt med integrationsministeren og føler sig kaldet til at komme med afstumpede bemærkninger, som en mødeleder i et samråd for nyligt gjorde. “brændt gummi” – ja gid det havde lugtet af det, da han blev undfanget end den plet på demokratiet, det blev til.

er vi danskere da efterhånden så glade for revsende og ordekvilibristiske x-factor dommere, at vi elsker at se det blive ført ud i det samfund, vi skal leve i og lære vores børn at leve i. ja hvis vores børn får lyst til at slå hånden af os, er det fordi de er blevet klogere end os, der ikke tager fat i denne tid, hvor ligegyldige mærkesager og husmorudtalelser er mere almindeligt end at lytte til dem, der rent faktisk har indhold i det de siger.

tror man dog for alvor, at alle med anden hudfarve end den blegfede, er potentielle snyltere?
hvordan kan det mon være, der fra offentlighedens side er sat projekter i gang med at fastholde kvalificeret udenlandsk arbejdskraft?
fordi man har fundet ud af, at de mennnesker, der kommer udefra, for at yde en stor og kvalificeret indsats her i landet, bliver skræmt væk igen temmelig hurtigt. og det er noget skidt, fordi vi har brug for den type hjælp her i verdens navle.

hvornår har du sidst tjekket om din kommunes website kan læses på andre sprog end dansk?
prøv det lige i dette sekund!

hvad tror du man gør som kvalificeret, udenlandsk arbejdskraft, når det er umuligt at komme i kontakt med fx. skattevæsenet på andre sprog end dansk?

og hvad så med dem, der rent faktisk er født her i landet, som taler et flydende dansk, som har ret til statsborgerskab og som bare ikke kan få den, fordi taleruden i værkførerburet er blændet af?

derfor er jeg glad for dagbladet information, som er en af de få, der står vagt om de værdier i det danske samfund, som vi har tilkæmpet os gennem flere krige. det må være skræmmede for dem, der har været modstandsfolk, at se hvordan selve styret i dette land forvalter det embede de har fået, så det ligner samme stramhed, som dem vi ikke ville have her i landet for 65 år siden. der var dog en god grund til at smide dem på porten, selv om hudfarven lignede vores egen. og vi ved jo godt, at det bare var et mindre rabiat fåtal, der dengang fik den store bevågenhed. den store tavse masse var og er stadig vores gode venner og sådan er det også med dem, som ministeriet ikke engang vil give en korrekt behandling – det ministerium som støttes af det rabiate fåtal.

det lugter lidt af statsracisme og det er ikke rart at tænke på…

abonner på information nu og gør en indsats mod den slags antidemokratiske platheder.

Hvor meget fylder du, når du er kommet over den fødedygtige alder?

Og lige for at smide lidt ekstra malurt i bægeret omkring efterløn, så kunne jeg godt tænke mig at vide hvor meget plads, der egentlig er – sådan rent mentalt – i det almindelige menneskes hoved til medborgere over 50 år. Hvis du ser denne lille video omkring et liv, så fremgår det jo, at mellem arbejdsliv og menneskedød er der nok kun et par år, som går med at holde ved stokken, så man ikke falder i graven for tidligt.

Hvem skal ændre denne holdning til, at der er menneskeværd og -kraft i personer der er kommet over den fødedygtige alder. Jeg kan godt forstå et der er søgning til efterløn, når det at blive værdsat i et samfund hvor de første 20 år er mere værd og fylder mere i medierne, end de sidste 20 år af livet. Hvilke af de år et det smukkest at leve?

Dem alle ja – dem alle!

efterløn – en politisk redningsplanke?

er der da snart andet på plakaten end efterløn?
er der da så fantastisk en redningskrans, at afskaffe den?
er der nogen, der med indsigt forsøger at finde ud af, om det er så stort et vidundermiddel at afskaffe den?
er der nogen der i mediestrømmen af medhylere tør stille et enkelt relevant spørgsmålstegn ved den exorcisme der foregår?

jeg vil lige som udgangspunkt sige, at jeg stemmer for ethvert forslag, der kan forhindre vores samfund i at ende i så dyb en armod, at enhver bliver sig selv nærmest  - rygere eller ikke rygere!

jeg håber personligt på, at være arbejdsdygtig indtil langt op i alderen og dermed også at være et aktiv for arbejdsmarkedet.

ok, vi antager, der er en styrke på cirka 20.000 mennesker på vej tilbage på arbejdsmarkedet eller fortsætter der – og vi antager vel i samme hug, at alle de penge der er blevet indbetalt til efterløn nu også tilbagebetales og inddrivelsen af bidragene holder op uden at de pludseligt konverteres til anden form form latterlig andet bidrag (riget fattes jo penge og det er efterhånden undskyldning for røveri ved højlys dag).

medierne siger, at der er cirka 2% af efterlønnere, der er på akademisk niveau og hvem er så resten?
det må antages, at der er en del faguddannede og en del ufaglærte. det må også antages, at vi snakker om mennesker mellem 60 og 65 år.

- forestil dig, at være fx. pædagog på 62 år, der sender en ansøgning til en daginstitution, for at få arbejde som stuepædagog. ikke en utopisk tanke, for vi må vel regne med nogenlunde normale forhold på arbejdsmarkedet, uanset køn, hudfarve, religion og så videre.

- eller forestil dig en virksomhedsleder, der modtager en ansøgning fra en kontorassistent på 63 år, der skal udfylde en stilling som sekretær.

- eller hvad med maskinfabrikken, der modtager en ansøgning fra en 64 årig mand, der gerne vil oplæres i CNC fræsning.

hvem tror du bliver valgt, hvem tror du bliver foretrukken, når der også er ansøgninger fra yngre mennesker til samme stilling – uanset alle mulige hensigter om, at få denne store arbejdsstyrke på banen?
hvilke tanker mon snurrer rundt i hovedet på den, der modtager disse ansøgninger?
“for gammel”, “for udslidt”, “skal på pension om få år”, “ingen ambitioner” eller hvad mon der kan dukke op af billeder i den anledning?

jeg tror godt de fleste kender svaret og dermed også udfaldet.

og hvad skal disse ansøgere så gøre, når det viser sig, at der reelt ikke er interesse fra arbejdsgivers side. ja mange vil vel føle sig kasseret eller i bedste fald “ikke egnede” og hvor går de så hen med disse frustrationer?

ja de går hen i den nye samfundsklasse af de “uanbringelige”, der vil opstå i denne sammenhæng og i den klasse tror jeg ikke, der er en maksimum kvotient og godt for det, for her bliver der mange.

nyt billede:
der vises masser af realityserier i tv for tiden, hvor lækre unge mennesker på op til 40 år, med jævne mellemrum kommer med udtryk som “nu er jeg jo ved at være gammel!!!” – som 40 årig!!!!
20 år efter går disse mennesker så rundt og er VIRKELIGT gamle – hvis de allerede som 40 årige føler sig “over the hill” og så skal de rent faktisk stadig søge job, hvis de ikke er så heldige at være blandt de fastansatte (evt. akademikere) der ikke er blevet hældt ud endnu.

personligt kender jeg flere i efterlønsalderen, der har både lyst, evner og erfaring til at arbejde flere år endnu – de bliver bare ikke værdsat efter evne eller påskønnet efter indsats. derfor kan det være et værdigt valg, ikke at lade sin smukt formede ansøgning glide ind foran en ung HR ansvarlig på 35 år, som i bund og grund er ligeglad med mennesker i det man med, efterhånden stor sarkasme, kalder “det grå guld”.

og så til spørgsmålet om der virkeligt kommer 20.000 mennesker på arbejdsmarkedet, så må vi vel også antage, at der vitterligt er mennesker, der har kastet sig ind over målstregen og gået på efterløn, som en værdig afslutning på et langt arbejdsliv (med masser af betalt skat) for at undgå den totale nedslidning med kropslig eller mental forarmning. ja der findes vel stadig nogen der opfatter det danske samfund som et sted, hvor alle mennesker dyrker fitness, løber 20 km. om dagen og i det hele taget har overskud til at være kropslig toptunede med mindre de selv er ude om det, fordi de ikke fatter at holde op med at ryge eller bliver for kraftige.
det kan vel tænkes, at der i vores samfund er en stor mangfoldighed, hvor der er borgere, der ikke er sig selv nok i egen krop og netop derfor bruger mere energi til at være udadvendte og socialt bevidste og måske netop derfor har givet alt det bedste til venner, kolleger, børn og i det hele taget andre?
netop derfor er det altså ikke alle, der rent kropsligt bare kan spurte ud og tage sig et job og det bider også sig selv i halen, når man skal sidde foran samme HR ansvarlige og redegøre for sine “fritidsinteresser”, for det står jo i skemaet, at man skal spørge om.

hvad er det så med al den snak om efterløn?
personligt ser jeg det som en spot mod de mange – i øvrigt dygtige menesker – i efterlønsalderen, der gerne fortsætter med at arbejde og bare ikke orker at kæmpe med at bevare værdigheden i et samfund, hvor en ekstra rynke på kinden er tegn på uegnethed.

det hele er en stor politisk redningskrans for de sølle politikere, der i bedste fald ikke har erfaring nok til at se det skuespil der foregår – eller i værste fald udnyttter en hel generation, der har båret samfundet frem til den velfærd vi har i dag.

tag jer dog sammen alle jer rynkefri politikere og find på noget bedre til at redde jeres sølle skind og hvis i absolut skal have efterlønnere ud på arbejdsmarkedet, så sørg for værdige vilkår og ny bevidsthed hos dem, der skal ansætte, så skal i bare se en stor styrke stå parat, for arbejdstyrken er der og de er mere end klar, hvis de bliver behandlet sobert og får ordentlige vilkår.

og dem der på trods af at få armen om på ryggen, ikke evner at gå på markedet igen eller fortsætte der – sørg for, at de kan træde af i god ro og orden og erkend, at så nemt er det ikke at svinge tryllestaven!

find evt. en anden redningskrans til jeres politiske karriere og find nogle andre og vigtigere samfundsemner at gå på valg med – kunne det være at få bankerne til at makke ret og skrue ned for bissen i forhold til rådighedsbeløb, for så ville der godt nok komme gang i hushandlerne og i samfundet som sådan og så kunne man begynde at se arbejdsstyrken flytte rundt efter jobs…

eller hvad med at sætte gang i efterisolering i den sociale boligsektor. beregninger viser, at det kunne redde hele vores CO2 problem i danmark, men det er vel ikke et emne, der er “varmt” nok endnu….

det forsikrer vi dig for

vi havde besøg af vores forsikringsselskab derhjemme. jamen det var da ikke fordi vi sådan set havde brug for at blive bedre forsikret, jeg har bare købt en bil og vil sørge for, at den er forsikret forsvarligt.

én opringning til mit forsikringsselskab – og jeg skriver “mit” forsikringsselskab fordi det føler jeg efterhånden det er – og så havde jeg et menneske i røret omgående og blev stillet om én gang til den rette person.

i øvrigt var der ikke noget lir med at “vi optager denne samtale fordi vi ønsker at forbedre vores kundeservice” eller “vidste du at du selv kan klø dig på ryggen hvis du ringer til 12345678″ og ting i den dur, der dybest set kun kommer fordi man ønsker at trække ventetiden ud så længe som muligt, så man ikke så nemt opdager at kundeservice er en by i rusland.

der var ikke engang ventetid hos mit forsikringsselskab. et rigtig menneske tog telefonen med det samme.

jeg fik at vide, at det nok var en god idé, at kigge på alle vores forsikringer, da det efterhånden var ved at være et stykke tid siden, vi havde løbet dem igennem sidst. fair nok. – for jeg véd efter mange års erfaring, at de ikke sælger mig mere end hvad jeg har brug for.

dagen kom, forsikringsmanden kom og vi havde et hyggeligt møde som vi har haft flere gange før. en god snak om hvad vi har brug for og hvad vi ikke har brug for. intet mindre, intet mere. der var ikke noget oversalg her.

vi måtte da også rose ham og selskabet endnu engang for at de altid dækkede vores skader og aldrig var mistroiske når vi ringede. jo de er da ikke de billigste – det ved vi godt – de er bare de bedste.

hvorfor skriver jeg dette?
fordi det er blevet så almindeligt at klage over ventetider, at stå i kø, at blive holdt hen på den ene eller anden måde, at blive stillet om til den forkerte person, at få fejlagtig service, at få tilsendt forkerte eller defekte produkter.

og hvorfor det?
fordi vi endnu ikke har opdaget at discount og service er to modsatrettede ting. betalt hvad det koster og blive et tilfreds menneske.

jeg vil lige sige, at vi har haft dette forsikringsselskab i mange, mange år og det bliver vi ved med og hvis du klemmer mig hårdt, så kan du godt få navnet.

de gør det dæleme godt!

hvad er det vi siger…

følgende artikel er udelukkende ment som en tankevækker og kan den bruges til lidt eftertænksomhed, vil det være et godt resultat:

en gang var der en god, gammel hæderkronet virksomhed, der handlede med landbrugsartikler af meget forskellig art. når man kom ind på lageret duftede der af olie, metal, fedt, træ og hvad der nu kan blande sig, når man har så meget på hylderne. her gik dem på lageret rundt i blåt arbejdstøj og en enkelt havde skindforklæde på, for han lavede jo de små specielle ordrer på drejemaskinen.

når man gik videre ind i administrationen, så sad de ansatte i små kontorer, med hver sit ansvarsområde. skrivebordene var af mørkt, brunt træ og på bordene lå skriveunderlag i grøn filt med læderhjørner. lamperne på skrivebordet var en enkel og anvendelig lyskilde, man kunne indstille, som man havde brug for. vel at mærke ikke i lysstyrken, det var mere halsen på lampen, der kunne drejes og det var luksus. telefonen var af den type fra jysk telefon, hvor selve telefonen var af sort bakelit med påmonteret drejeskive.

her havde hver mand sin dont, sit ansvar og sin stilling og sørme om der ikke også måtte ryges i disse kontorer og det kunne såmænd være en stor cigar. vi kender vel alle den stemning om ikke andet så fra tv serien “krøniken”.

denne gamle virksomhed eksisterer stadigvæk og så vidt vides, så anerkendes det stadig for sin soliditet, sin service, sit produktprogram og sit sortiment. og jeg er sikker på, at omgivelserne er topmoderne og pæne, som sådan noget skal være i dag.

noget meget specielt ved denne virksomhed var, at det ikke var usædvanligt, at opleve mennesker, der havde 25, 30 og endda 50 års jubilæum. det var ganske naturligt, at sådan var det.

i moderne hr og ledelse, vil man gerne have virksomheder, der kan holde på en kvalificeret arbejdsstyrke og gerne i mange, mange år. tilfredshed hos de ansatte er vigtigt, det ved vi alle. derfor arbejdes der også med medarbejdertilfredshed, arbejdspladsvurderinger, medarbejderudviklingssamtaler, opgraderingskurser, miljø, corporate social responsibility og mange andre godter fra posen. I øvrigt uden at man ser særligt mange af den slags jubilæer, der var almindeligt i det gamle firma.

en af de gyldne metoder i nyere tid er holistisk og spirituel virksomhedsledelse, hvis det da ikke lige er “lean”, der er på programmet. det er sikkert fint og sikkert ganske godt, at man til stadighed udvikler sig og optimerer. som flere artikler i dagspressen påpeger, så er den form for ledelse, måske den bedste vej at gå, når lederen ikke bare vil have prestige og penge og i stedet ønsker at sikre en virksomhed, at den har ro og retning.

hvor står virksomhederne så i dag?

jeg tror sjældent man oplever så stor gennemtræk i medarbejderstaben som netop i disse år. og sjældent, at der er så mange ansøgere om hver enkelt stilling. ja nu har krisen jo slået en lille bremse i og medarbejderen skal næsten vende det hvide ud af øjnene og erkende at ambitionerne er slukkede, før man siger sin stilling op og afprøver en lidt mere usikker fremtid.

og selv om medarbejderen føler sig usikker og hurtigt kan blive en af dem, der er på træk, så dyrkes der alligevel en mekanisme og en holdning, hvor vi alle stadig er mere vores egen lykkes smed end hinandens. det er i dag blevet et spørgsmål om at holde fokus på egen tilfredshed, egen udvikling og på den måde have personlig identitet, mere end det er den afprøvede metode, at have identitet gennem den arbejdsplads, man er på og det faglige og kollegiale fælleskab, man er en del af og som skaber socialitet og anerkendelse.

vi har fået travlt med at handle gul discount, om det er i lidl eller i det, der til forveksling ligner en fagforening. gult skal det være og vi viger ikke tilbage med at prale af hvor meget vi sparer, ved at melde os ud af fællesskabet og tage en løbetur i al ensomhed i de nye, dyre løbesko, der er sparet op til gennem et “gult” fællesskab.

virksomhederne køber af en eller anden grund også mere profiltøj end nogensinde og det vel med god grund og med fundament i, at man skal have goder i virksomheden samtidig med, at man får en lille reklame ud at køre. det kan til forveksling også godt ligne et fællesskab på arbejdspladsen.

har vi ikke længere medarbejdere i danmark, der bare er glade for at være på den arbejdsplads man er på og glæde ved at se ind i kollegaens øjne og vide, at vi gør et godt job sammen?

eller for den sags skyld en medarbejder, der bare vil levere varen overfor arbejdsgiveren, så alle kan være tilfredse og have jubilæum om føje år?

er det så svært at skabe korpsånd i dag?

muligvis. og hvad var det så der gjorde, at den gamle virksomhed, jeg omtaler, kunne skabe så høj grad af tilfredshed?
for det var ikke bare medarbejdertilfredshed – det var også en meget høj grad af kundetilfredshed. alle vidste, at hvis man skulle bruge en reservedel eller noget der i dag kaldes “support”, så kunne man bare ringe eller komme ind i virksomheden. og man skulle ikke have et “servicetag” eller stille sig op i kø nummer 9, for her kendte man de kunder, man levede af.

rent faktisk havde virksomheden et fantastisk omdømme – det man i dag kalder et “brand”. og jeg er sikker på det stadig er slidstærkt.

kan vi i moderne ledelse lære en smule af denne gamle virksomhed, om evnen til at værdsætte medarbejdere. om medarbejderens evne til at værdsætte virksomheden og kolleger og aktivt være en del af helheden?

man beskriver et brand således i moderne management: “det drejer sig ikke om, hvad vi fortæller om os selv til andre – det drejer sig om, hvad andre fortæller om os”.

man kan også sige, at “det vi siger, er det vi gør” – det skaber troværdighed og engagement!

og det var netop det der skete i den gamle virksomhed, selv om der garanteret ikke var nogen der tænkte i moderne management, holistisk/spirituel lederskab og den slags. man tænkte kun på, at skabe en god forretning gennem de handlinger man troede på og at det kan lade sig gøre, hvis man opfører sig ordentligt, skaber en udpræget god service og behandler sine medarbejdere, så de ønsker at blive der i mange år og at medarbejderne selv føler sig engageret i hinanden og virksomheden.

hvor lang tid har du været der, hvor du er i dag og hvornår skal du have jubilæum?

den lommefilosofiske

på facebook bliver jeg spurgt om jeg har fået mit indianernavn..???

der er også nogen der vil give mig gratis solbriller og tænk, der er nogen der har gættet min alder og der er også nogen, der har udvalgt mig til at teste jyllands-posten og jeg kan simpelthen se gratis net-tv og sørme om ikke jeg kan forbedre min bundlinie markant, hvis jeg tager kursus i nlp…..

jamen, jamen … jeg venter bare på, at der er nogen der kan løse mysteriet om, hvor nullermændende under min seng kommer fra eller hvorfor min faconsyede skjorte strammer over maven eller hvorfor mine nøgler til huset altid ligger et andet sted, end der hvor jeg lagde dem sidst – så bliver det stort og så bliver en lille global krisekage da ikke noget at snakke om, selv om der står en sukkerfigur af haitikatastrofer på toppen.

hvor er livet herligt mangfoldigt.

må jeg bede om en kop kaffe mere… silvuplex!

jeg trænger til lidt husmorspeed, for jeg skal i gang på nettet med at gætte på, hvordan plottet hænger sammen i livvagterne.

jeg kan vinde store præmier – tror jeg nok.

var det ikke noget med at jeg kan vinde 130 millioner eller vågner jeg bare op om lidt fra en dagdrøm?

du servicerer servicevirksomhederne

sen aften. jeg skal op og med toget næste dag. skal have pænt tøj på. businesstøj.
ikke noget med store vamsede sweatre her. turen går til aarhus fra holstebro og fordi det har sneet så meget vil jeg gerne være sikker på, at nå frem i tide uden at skulle gå og fryse på vejen til banegården.

ringer til taxa i holstebro og bestiller taxa til banegården klokken 6.20.

ja, hvornår går toget? – spørger de
det går klokken 6.39 – altså 19 minutter efter (jeg bor 5 kilometer fra banegården).

ja, så skal du af sted klokken 6.00, siger de.
det forvirrer mig lidt. 39 minutter til toget.
hvorfor, spørger jeg, skal jeg af sted så tidligt?
fordi vi ikke kan garantere en taxa klokken 6.20, hvis nu vi har sendt dem alle udenfor byen – og så i dette snevejr!
ok og jeg spørger; hvis jeg nu har bestilt, kommer jeg så ikke ind i køen og bliver prioritetet (naivt tænker jeg, at taxa er en servicevirksomhed)?
Vi kan jo ikke sådan begynde at ringe til en ny chauffør, der først skal hjemmefra, have iset sin bil af og varmet den op, hvis alle de andre er ude af byen!

jeg svarer, at det sådan set ikke er mig vedkommende, hvorvidt de skal løse intern logistik, at jeg heller ikke interesserer mig for virksomhedens interne driftproblemer og om det ikke stadig er således, at jeg kan bestille en taxa til et bestemt tidspunkt, for ellers kan jeg jo lige så godt gå derop (og fryse undervejs tænker jeg)?
nej det er sådan her det er (underforstået at taxas behov kommer først).
ok, jeg beder så taxacentralen om ikke at sende en taxa. det er da trods alt lidt til grin, at køre med taxa 39 minutter før, når jeg kan gå gennem sne og slud på et kvarter.

og hvad skal hele denne historie så sige?
jo, det ser ud til, at begrebet “service” efterhånden har fået samme vinkel som ordet “bjørnetjeneste”. nemlig lige det modsatte af, hvad det egentlig betød, for bare få år tilbage. at have en servicevirksomhed betyder, at dem der har virksomheden skal have service af kunderne – ikke omvendt – yde service.

har du nogensinde oplevet, at det rent faktisk er dig, der skal stå til rådighed, hvis du vil købe noget i en eller anden bolchebutik?
ja ikke…!

• hvis du vil have en taxa, så skal du servicere deres forretning.
• hvis du vil snakke med lægen, så skal du servicere deres omstillingsanlæg med en masse stimulerende klik, for til sidst at få at vide, at den ønskede læge ikke er til stede – “prøv igen”.
• hvis du vil have en billet til operaen i københavn, så skal du være københavner, for at kunne stille op i køen i tide. billetnet er optaget eller udsolgt.
• hvis du vil have support fra tdc, så ……. efter mange klik …….. opgiv det. servicér dig selv.
• hvis du vil købe en cykel fra din cykelhandler, så skal du kun ringe 7 gange for at få nogen i røret.
• hvis du tror der er nogen der ringer tilbage, bare fordi de har lovet det, så kig på din dåbsattest – du er for gammel (sammen med Bruce Willis og Kevin Costner)!

ja, jeg kunne blive ved. her til daglig sidder jeg og ringer til mange mennesker og virksomheder og der danner sig efterhånden et mønster.
de virksomheder, der går godt, har rent faktisk også styr på telefonkulturen og hvordan man yder udstrakt service.

ikke en kunde, ikke en ordre går forbi deres næse, fordi de er til stede, når det kræves og yder hvad der skal til.
sidst og ikke mindst, så er man ikke indlagt til en eller anden sindsyg overstyret klaus wunderlichklon af noget pausemøgsmuzak (sagt mellem linierne – så ser de ikke sig selv med kundernes øjne og øren).

det er så synligt, at virksomheder, der agerer på en vedkommende måde, tager telefonen når den ringer, servicerer ud til fingerspidserne eller i det mindste svarer venligt – også kan navigere gennem selv hårde krisetider, med rimelig hud tilbage på næsen. det er rent faktisk en helt enkel målepind.

får du den service, du skal have, når du køber, så får du også den vejledning, du skal bruge og i det tilfælde, at du må reklamere, så vil virksomheden også tage dig seriøst.

læg telefonen, hvis du allerede første gang kan mærke, at du bliver klam i håndfladerne og lad så vedkommende virksomhed om at servicere sig selv med medarbejderdage i hawaiiskjorter og alt muligt andet navlebeskuende.

har du krise og hvad gør du i din servicevirksomhed, når telefonen ringer næste gang…?

du kan også ringe til mig på 4118 0688 – jeg tager telefonen, der er ingen ventemusik og skulle jeg været optaget, så ringer jeg tilbage med det samme og jeg er klar til at yde service – det jeg siger, er det jeg gør!

bureaukonkurrence

så er vi på den igen!

atter en virksomhed, der har fundet ud af, at hvis man indkalder 5-6 reklamebureauer til en konkurrence om et eller andet latterligt blad på 24 sider, så vælter det ind med gode ideer og kreative, der er ved at falde over hinanden, for at vride det bedste ud af det bedste.

og betalingen lyder sådan her “jaaaa, den bedste får jo jobbet og dermed kan de komme til at tjene penge i det lange løb” og alle enhver på reklamebureauerne ved det er røgslør, for det er der igen der kommer til.

i sidste ende står alle til en begmand, for der sidder som regel nogen, der ikke har allerstørste indsigt i hvordan man skal vælge en vinder og 4-5 tabere. så hvad gør man som virksomhed, hvis man ikke aner noget om strategi, medievalg, målinger og effekt og bare skal have et eller andet pænt?

ja, man måske pege på en man kender eller pege på noget, der ser pænt ud eller blot snurre rundt og så kaste en dartpil, der forhåbentlig rammer et eller andet.

det er i hvert tilfælde det indtryk man kan få, når der i heldigste fald bliver ringet og de så siger “uuuuh det var svært, der så mange gode bud, så det var rigtigt svært at vælge – og vi har altså valgt en anden, der lavede et godt oplæg, der passer til vores exportmarked!”

ja svært!!!
Det skulle det da gerne være – kommer det bag på jer?

…og exportmarked????
det sagde briefingen ikke noget om, så det må da være et bureau, der har en god insiderviden eller også er vi bare opfordret til at komme med gode ideer, så det sædvanlige bureau kan få nogle gode input at arbejde videre med. eller også kan man se potitivt på det og bare konstatere, at fokus er meget ændret siden opgaven blev stillet, fordi der kom et lucky punch og så er det ikke første gang.

jeg tror rigtig mange reklamebureauer kan nikke genkendende til dén oplevelse og godt ved hvordan det er at bruge mellem 50 og 100.000,- kr. på et oplæg, der kan skrives på tabskontoen.

hvornår er det vi bliver klogere?
hvornår er det vi siger nej eller stiller skarpe og kontante krav til de virksomheder, der leget med formuer, på den måde?

reklamebureauer bliver i målinger og popularitet sidestillet med brugtbilforhandlere.
- er det egentlig så sært?

da jeg selv havde et reklamebureau, satte vi pris på os selv og begyndte at tjene penge på at sige nej tak til gratis oplæg.

det er en tanke værd…